Generobringen

Afslutningen på Al Andalus

perioden, hvor Castilla havde indre problemer, blev Kongeriget Granada regeret af Muley Hasan. Det Katolske Kongepar havde ikke tid til at beskæftige sig med grænsespørgsmål mod Granada, hvilket Muley Hasan udnyttede til en række indfald på kristent territorium. Disse kulminerede med sultanens erobring af byen Zahara (i den østlige ende af Cádiz provins) i 1481. Man anser denne begivenhed som startskuddet til den endelige generobring af Granada. Endvidere trængte Det Katolske Kongepar til en udenrigspolitisk succes for at stive sig af indenrigspolitisk, og endelig var man i det kristne Europa nervøs p.g.a. ottomanernes fremtrængen i Middelhavet. Man frygtede, at de skulle alliere sig med deres trosfæller i Granada. Den første reaktion på sultanens erobring af Zahara kom imidlertid fra Greven af Cádiz, som i 1482 erobrede Alhama de Granada, et meget vigtigt knudepunkt i hjertet af Kongeriget Granada. Muley Hasan prøvede ved tre senere lejligheder at generobre byen, men uden held. Greven af Cádiz forsøgte i 1483 at erobre Loja efter en langvarig belejring, men måtte opgive, og i samme år led han og Stormesteren af Santiago et forsmædeligt nederlag i la Axarquía (La Batalla de la Axarquía). Dette blev dog opvejet af den kristne generobring af Zahara i oktober samme år. Billederne viser Isabel og Fernando, Los Reyes Católicos.

Den vigtigste begivenhed i disse første krigsår var dog Boabdils oprør mod sin far, Muley Hasan, som Boabdil ønskede at afsætte fra tronen. Samtidig var Boabdil så uheldig at blive tilfangetaget af de kristne styrker under en ekspedition på kristent område. Dette gav Det Katolske Kongepar et stærkt kort på hånden. Til gengæld for sin frihed måtte Boabdil underskrive en vasalpagt, ifølge hvilken han skulle fortsætte og forstærke sit oprør mod faderen og i øvrigt opfylde en række krav stillet af Det Katolske Kongepar. Som sikkerhed for at Boabdil overholdt aftalen, tilbageholdt man hans børn som gidsler.

Årene 1485 til 1487 var præget af kristen fremgang i den vestlige og midterste del af Kongeriget Granada. Man erobrede Ronda og Málaga – Málaga først efter en lang, hård belejring, hvilket man blev så forbitret over, at man solgte de 3000 forsvarende soldater og samtlige 8000 indbyggere som slaver.

Men for at forstå krigens udvikling, må man se på, hvad der skete internt i Granada. Efter traktaten med Det Katolske Kongepar var Boabdil vendt tilbage til granadinsk jord. Han beherskede den østlige del af riget og havde sit hof i Guadix. Han blev kaldt ”El Rey Chico” (Drengekongen). Da imidlertid Almería blev indtaget af El Zagal (Den Tapre), bror til emiren Muley Hasan, som han havde afsat og taget magten fra, måtte Boabdil flygte til kristent område. Med kristen hjælp vendte han tilbage. Han erobrede flere byer og slog sig ned i Albaicín (forstad til Granada by). Det Katolske Kongepar lovede ham et område i det østlige Granada, såfremt han inden otte måneder kunne vinde det fra El Zagal. Endvidere måtte Boabdil love at overdrage Granada uden kamp, så snart det var muligt. Til gengæld lovede Det Katolske Kongepar, at man ville respektere indbyggernes religion, frihed og kultur samt at Albaicín skulle være skattefrit i 10 år. Endelig enedes man om en fælles indsats mod El Zagal, så det aftalte kunne føres ud i livet. Dette skete i 1487.

Boabdils sværd, som ses på billedet t.h., er bevaret
for eftertiden. Boabdils rigtigte navn var Abu Abdullah.

Den sidste fase af krigen i Granada var karakteriseret først af nedkæmpelsen af El Zagal, som kontrollerede områderne ved Baza, Guadix og Almería og dernæst af Boabdil og Granada, idet Boabdil i sidste instans brød sine ovennævnte aftaler med Det Katolske Kongepar.

I 1488 var der p.g.a. forskellige omstændigheder – der var pest i Andalusien, og der var valg til Cortes i Castilla – pause i krigshandlingerne. De blev genoptaget i 1489, hvor man nedkæmpede El Zagal og erobrede den østlige del af riget. Ifølge traktaten af 1487 skulle Boabdil nu overdrage Granada til Det Katolske Kongepar, men hårdt pres fra de ledende kredse i Granada, som frygtede for deres religion og kultur, fik ham til at bryde løftet. Det Katolske Kongepar startede derfor belejringen af Granada. Belejringen som varede fra april 1491 til januar 1492 var ikke præget af militæraktioner, men af intense forhandlinger, som kulminerede i en kapitulationsaftale den 25. november 1491. Ifølge aftalen havde Boabdil 60 dage inden den endelige overdragelse, men af frygt for optøjer blandt sine landsmænd, som måske ønskede at kæmpe til sidste mand, lod han den kristne hær marchere ind i byen den 2. januar 1492. Det Katolske Kongepar, som i dagens anledning var iklædt pragtfulde mauriske klædedrager, red ind i byen. Boabdil overrakte dem stadens nøgler, hvorefter han trak sig tilbage til sit len i la Alpujarra (sydsiden af Sierra Nevada). Her udgød Boabdil sine salte tårer. Kort efter rejste han til Afrika, hvor han begik selvmord.

Tilbage til toppen