Vestgoterne

Den vestgotiske periode

418 indgik vestgoterne aftale med den romerske kejser om at overtage den vestlige del af Gallien (Frankrig) som deres hjemland. De slog sig ned i området nord, syd og øst for Bordeaux. Lige fra begyndelsen fik vestgoterne problemer med frankerne. Efter mange mindre træfninger blev vestgoterne endeligt besejret i slaget ved Vouillé i 507. Det betød, at den første vestgotiske bosættelse i Vesten forsvandt, men de havde på den korte tid i Gallien skabt en solid basis for en vestgotisk stat, som blev virkeliggjort i Hispania i slutningen af VI årh.

Efter lange og hårde kampe med først og fremmest Det Byzantinske Rige (Det Østromerske Rige), som var den politiske magt i Hispania, men også med frankerne og barbariske folkeslag, lykkedes det vestgoterne i 567 og de følgende år at vinde magten på hele Halvøen bortset fra den sydlige og sydøstlige kyststrimmel (incl. la Axarquía), som forblev under byzantinsk dominans hele perioden. Vestgoterne gjorde Toledo til hovedstad i deres nye rige.

Billedet tv.: Kong Recaredo omvender sig til kristendommen.

Billedet t.h.:
Vestgoternes hovedstad, Toledo.

Langt den største del af befolkningen i Hispania under vestgoterne var af romersk oprindelse, d.v.s. de stammede fra et af de lande, som var under romerrigets dominans, italienere, grækere, syrere, ægyptere, afrikanere og jøder. Desuden var mange barbariske folkeslag repræsenterede foruden de oprindelige indbyggere, som ikke var assimileret. Det samlede romaniserede befolkningstal er svært at opgøre, men man mener, der var mellem syv og ti millioner. Vestgoterne selv udgjorde ikke flere end mellem 100.000 og 200.000.

Efter nogle indledende vanskeligheder fungerede forholdene mellem de forskellige sociale og etniske grupper rimeligt godt. Det gjorde det imidlertid ikke i det vestgotiske aristokrati. Der var uendelige arvefølgekrige. Disse svækkede nationen og gjorde den moden til et overfald udefra. Dette overfald kom i 711.

Halvøen under vestgoterne.

Tilbage til toppen