Columbus' brev

Columbus’ brev med offentliggørelsen af opdagelsen

SEÑOR, fordi jeg ved, at I har fundet behag i den store sejr, som Vorherre har givet mig på min rejse, skriver jeg dette til Jer for at I kan vide, hvordan jeg på 33 dage rejste fra de Canariske øer til ”las Indias” med den flåde, som I højvelbårne, kongen og dronningen, I, vore regenter, gav mig, hvor jeg fandt mange beboede øer med utallige indbyggere; og jeg har taget dem i besiddelse i Deres Højheders navn, offentligt og med det kongelige banner hejst, og ingen har modsagt mig.

Den første ø, jeg fandt, gav jeg navnet San Salvador [Watling] til minde om Deres Høje Majestæt, som så strålende har gjort denne rejse mulig; indianerne kalder den Guanahaní; den anden kaldte jeg Santa María de Concepción [Cayo Rum]; den tredje Fernandina [Long]; den fjerde Isabela [Crooked]; den femte Juana [Cuba] - hver og én fik et nyt navn.

Da jeg ankom til Juana, fulgte jeg kysten mod vest. Jeg fandt landet så stort, at jeg troede, det var fastlandet, Catayo-provinsen. Og da jeg ikke fandt byer eller bymæssig bebyggelse ved kysten udover små bosættelser, hvor man ikke kunne tale med indbyggerne, fordi de omgående flygtede, fortsatte jeg fremad mod vest, idet jeg ikke troede, jeg ville gå glip af større bosættelser; og efter at have tilbagelagt mange mil, og jeg stadig ikke fandt byer, og kysten førte mig længere vestpå, hvilket da ikke var mit ønske, fordi vinteren nærmede sig, og det var min hensigt at udnytte søndenvinden. Da jeg samtidig havde vinden imod, besluttede jeg ikke at vente længere. Jeg vendte om og sejlede til en aftalt havn. Derfra sendte jeg to mand ind i landet for at undersøge, om der var større byer og riger. De rejste i tre dage og fandt mange små beboelser med utallige indbyggere, men ingen større samfund, hvorfor de vendte tilbage.

Fra andre indianere, jeg havde fanget, forstod jeg, at dette land også var en ø. Jeg fortsatte langs kysten mod øst ca. 170 leguas til øen sluttede. Herfra opdagede jeg en anden ø længere mod øst, ca. 18 leguas fra denne. Jeg kaldte den la Española. Den målte 188 leguas i lige linie. Øen er ligesom de andre øer meget frugtbar, men denne i særdeleshed. På øen er der mange naturlige kysthavne, mange flere end på tilsvarende kristne øer, jeg kender; der er mange store, gode floder – det er en vidunderlig ø. Landet er højt, det er fyldt med bakker og høje bjerge – det kan ikke sammenlignes med øen Tenerife – alt er smukt og farbart og fyldt med træer af alle slags og alle størrelser. Det er, som om de vokser ind i himlen, og efter hvad jeg kan forstå, siger man, at de aldrig taber bladene. Dem, jeg så, var lige så grønne og smukke som træerne i Spanien i maj måned. Og de blomstrede i fuldt flor eller bar frugter. Og nattergalene og mange andre fugle sang på tusinde måder i denne november måned, overalt hvor jeg kom frem. Der er seks til otte forskellige palmer. Det er en fornøjelse at se dem, ligesom alle de andre træer, frugter og urter. Der er pragtfulde fyrreskove, der er udstrakt landbrugsjord og de mest forskellige frugter. I bjergene er der miner med forskelligt metal og der er et betragteligt antal indbyggere. La Española er pragtfuld; højdedragene og bjergene, dalene og landbrugsjorden, det store, smukke landskab, som er så velegnet til at så og høste, til at drive kvægbrug af alle slags, til at bebygge med byer og landsbyer. Alle kysthavnene er af en kvalitet, man skal se for at tro det, der er mange og store floder og mindre bække; der er guld i mange af dem. Vegetationen, frugterne, urterne er meget forskellige fra dem på Juana. Her er der mange krydderier og store guldminer og miner med andre metaller.

Menneskene på denne og på alle andre øer, jeg har fundet eller hørt om, går fuldstændig nøgne, som Gud skabte dem. Der er dog nogle af kvinderne, som dækker et bestemt sted med et blad eller et bomuldsdække, som de laver til dette formål. De har ikke jern, stål eller våben, de bruger dem ikke, ikke fordi de ikke er i stand til det; det er pæne, velskabte mennesker, skønt noget frygtsomme. De bruger ikke våben undtagen spidse stænger, som de bruger til at stikke i jorden, når de sår. Men de vover ikke at bruge dem til andet. Mange gange har jeg sendt to eller tre mand i land for at tale med de indfødte, og når de kom til en landsby med utallige indbyggere, så flygtede alle, når de så mine mænd komme, og det uanset vi ikke tidligere havde generet dem på mindste måde, tværtimod. Alle de steder, hvor det lykkedes mig at komme i kontakt med de indfødte, har jeg givet dem gaver. Men de er sådan, frygtsomme. Sandheden er, at de, efter at være faldet til ro og have mistet frygten, er så åbne, ærlige og ligefremme, at man ikke ville tro det, hvis man ikke havde set det. Hvis man beder dem om noget, siger de aldrig nej. Alle tilskynder ejeren til at give tingen bort, og de viser en sådan kærlighed, at det går til hjertet. Og uanset de får noget bras til gengæld for noget værdifuldt, er de tilfredse og glade. Jeg prøvede at forhindre, at søfolkene spiste dem af med ubrugelige effekter, men de indfødte syntes, det var herlige skatte.

De accepterede alt gammelt skrammel og betalte med de værdigenstande, de havde. Dette forekom mig forkert, og jeg kæmpede imod det. Jeg gav dem masser af værdifulde gaver, som jeg medbragte; de modtog dem med kærlighed og desuden, måske bliver de kristne og kaster deres kærlighed og tjenester på Deres Højheder og på den castilianske nation, hvilket kan bevirke, at vi forenes, og de overdrager os alle de ting, de har i overflod, og som vi behøver. Og de kender ingen afguder. Alle tror, at det gode kommer fra himlen, og alle troede fuldt og fast, at jeg og disse skibe og folk kom fra himlen, og derfor kom de mig i møde ved enhver lejlighed, efter at de havde mistet frygten. Og dette skyldes ikke uvidenhed. Bortset fra en simpel teknik, sejler de på havet så det er en fryd. De opfatter alt på en positiv måde, bortset fra at de aldrig har set påklædte folk eller skibe som vores.

Kort efter min ankomst til Indias - på den første ø, jeg fandt - tog jeg nogle indfødte til fange, for at de skulle fortælle mig, hvad der fandtes på dette sted, og således lærte de at forstå os, og vi dem, ved hjælp af tale og tegn. Og det har de haft stor fornøjelse af. Selv i dag og til trods for al den samtale de har haft med mig, er de overbeviste om, at jeg kommer fra himlen. De var de første til at fortælle det videre alle de nye steder, vi kom, og de indfødte løb fra hus til hus, fra landsby til landsby og forkyndte med høje stemmer: Kom, kom og se folk fra himlen…, og efter at være faldet lidt til ro kom alle, mænd og kvinder, så der ikke blev en sjæl tilbage i landsbyen, og alle medbragte mad og drikkevarer, som de gav os med overstrømmende kærlighed. De indfødte på alle øerne har massevis af kanoer med årer, nogle store, nogle små. De største har op til 18 årebænke. De er ikke så brede, for de er skåret ud af et enkelt træ. De sejler så hurtigt, at man næsten ikke tror det, meget hurtigere end vores robåde. Og med disse fartøjer besejler de alle øerne, som er talløse, og gør handel. Jeg har set nogle af disse kanoer med 70 til 80 mand ombord, og hver og en betjente en åre.

Jeg fandt ikke, at der var nogen særlig forskel i udseendet på disse mennesker, uanset hvilken ø de kom fra, heller ikke i deres sprog eller sædvaner. Alle forstår hinanden, hvilket er nok så enestående med hensyn til, hvad jeg formoder er Deres Højheders hensigt; at konvertere dem til vor hellige tro, hvilket de er meget villige til.

Jeg har allerede fortalt, hvordan jeg sejlede ca. 107 leguas langs kysten af øen Juana i lige linie fra vest til øst. Iflg. dette kan jeg fastslå, at denne ø er større end England og Skotland tilsammen; fordi ud over disse 107 leguas resterer der to provinser i den vestlige ende, hvor jeg endnu ikke har været, den ene hedder Avan, hvor menneskene fødes med haler. De to provinser har en længde på 50 til 60 leguas, efter hvad jeg kan forstå på de indianere, jeg har taget til fange. De ved alt om disse øer.

Den anden ø, La Española, er længere end hele Spanien fra Colibre på Sydkysten til Fuenterrabía i Viscaya, fordi jeg sejlede 188 leguas fra vest til øst i lige linie. Dette er en ædelsten, man ikke vil ønske at give afkald på; og alt det har jeg taget i besiddelse i Deres Højheders navn. Landet er mere velforsynet med alting, end jeg kan forestille mig og udtrykke, og alt har jeg stillet til Deres Højheders disposition, fuldstændig som var det kongeriget Castilien. Det er det bedste område til guldminedrift og til enhver udnyttelse af den frugtbare jord. Og ligeledes Gran Can, hvor der er store muligheder for fortjenester; dér har jeg taget en stor by i besiddelse. Jeg har givet den navnet Navidad, og jeg har rejst forsvarsværker og en fæstning, som i dette øjeblik er færdigbygget. Jeg har efterladt folk i fæstningen og forsynet dem med våben, artilleri og forsyninger til et år, og robåde og håndværkere som kan lave flere både og andre ting. Jeg er blevet bedste ven med kongen over dette område. I så høj grad at han ønskede at kalde mig broder og have mig som broder. Og selv om disse mennesker skulle blive aggressive, så kender de ikke til våben, og de går nøgne uden tøj, som jeg allerede har fortalt, og det er de mest frygtsomme mennesker, jeg har mødt i denne verden.

På alle øerne forekom det mig, at mændene var tilfredse med én kone. Dog har chefen eller kongen op til tyve. Det ser ud som om kvinderne arbejder mere end mændene. Jeg har ikke kunnet finde ud af, om man har personlig ejendomsret; det forekom mig, at det den ene havde, det havde den anden også, især hvad angik fødevarer.

På øerne har jeg ikke truffet kraftigt byggede mennesker, som mange troede, de er snarere mennesker af en vis nydelig elegance; de er ikke negre som i Guinea, kun håret er sort. De trives ikke i for meget sol. Solen er meget kraftig, eftersom øerne ligger på 26 grader fra ækvator. I de høje bjerge var der dog koldt denne vinter; men det er de vant til, og deres føde, som de krydrer med mange stærke krydderier, og som de spiser meget varm, hjælper dem. Kannibaler har jeg ikke truffet, heller ikke hørt om, undtagen befolkningen på øen Quaris – den anden ø vi mødte – som anses for at være meget vilde, og som siges at spise menneskekød. Disse vilde mennesker har mange, store kanoer, med hvilke de sejler fra ø til ø og røver og stjæler, alt hvad de kan. De adskiller sig ikke i udseende fra andre indfødte, bortset fra at de bærer håret langt som kvinder. De har buer og pile og en slags spyd. De adskiller sig fra de andre indbyggere ved deres vildskab. De andre er lidt feje. Jeg regner dog ikke de vilde for mere end de feje. De vilde har også samkvem med kvinderne på Matinino, som er den første ø, man møder, når man sejler mod Indias fra Española. Der er ingen mænd på denne ø, kun kvinder. Men de opfører sig ikke som kvinder. De bruger bue og pil og forskellige træspyd.

Der er en anden ø, som man forsikrer mig om er større en Española, og hvor indbyggerne ikke har hår. På den ø er der mængder af guld, og om det, og om meget andet, medbringer jeg indianske vidner, som kan bekræfte rigtigheden.

Som konklusion på denne rejse, som jeg har gjort, og som gik glat, kan jeg meddele Deres Højheder, at jeg vil skaffe dem så meget guld, som Deres Højheder finder nødvendigt og med kun lidt støtte fra Deres Højheder. Og krydderier og bomuld og slaver og mange andre værdifulde genstande, så snart Deres Højheder måtte ønske det. Jeg mener, jeg har fundet rabarber, kanel og andre tusind ting vil jeg finde, måske har folkene, jeg efterlod i Navidad, allerede fundet meget. I sandhed: Meget mere vil jeg gøre, hvis skibene tillader mig, hvad jeg ønsker.

Columbus modtages af dronning Isabella i Barcelona

Dette skyldes i al evighed Gud Vorherre, han som giver sejr til den, der følger hans vej, selv når opgaverne virker umulige. Og dette var en af dem. Selvom man har talt og skrevet om dette land, har det kun været gætterier uden synligt bevis, fordi uanset hvor meget man har lyttet, så har det kun været rygter og ikke kendsgerninger med substans. Af den grund har Frelseren givet denne sejr til vores lysende konge og dronning og deres berømte riger, at hele den kristne verden må gribes af glæde og afholde store fester og afsynge højtidelige taksigelser til Den Hellige Treenighed med indtrængende bønner for den store lovprisning det vil være at inddrage så mange nye befolkninger under vor hellige tro og samtidig den strøm af rigdom, som vil tilflyde ikke bare Spanien, men hele den kristne verden.
Dette var en foreløbig, kort beretning om begivenheden.
Dateret i karavellen på Canarieøerne, den 15. februar i året 1493.
Ske hvad I befaler.
Admiralen

Efter at dette er skrevet og nu i Castiliansk farvand, mødte jeg en stærk syd- og sydøstenvind. Denne tvang mig til at losse skibene. Jeg anløb havnen i Lissabon, hvorfra jeg besluttede mig til at skrive til Deres Højheder. Jeg rejste til las Indias på 33 dage og vendte hjem på 28, men disse storme i dette hjemlige farvand har forsinket mig i 13 dage. Herværende søkyndige siger, at man aldrig har haft så streng en vinter med så mange tab af skibe.
Dateret den 4. marts.

Columbus' brev overrækkes til los Reyes Católicos

| Tilbage til toppen | | Tilbage til Den Store Rejse |